I januar 2022 besluttede jeg mig for at skrive en bog om, hvordan vi påvirkes af hverdagens høje tempo, og hvad vi kan gøre ved det. Det var båret af en nysgerrighed i forhold til emnet og en løs idé, som jeg ville give mig selv lov til at udforske.
I indlægget her kan du læse, hvordan jeg gik fra idéen til et færdigt manuskript. Og tro endelig ikke, at du kommer til at læse om redaktørens perfekte skriveproces. Tværtimod har det været en proces, der har lært mig, at jeg næste gang skal gribe det helt anderledes an!
Første skridt: At skrive uden retning
I starten skrev jeg bare. Anekdoter, oplevelser, tanker og teori flød ud på siderne, mens jeg satte mig ind i emnet. Efter et halvt år gik jeg dog lidt død i projektet og satte det på pause. I stedet udgav jeg et par kortere e-bøger hen over efteråret 2022. Det virkede lidt mere overskueligt at gå til. Indimellem tog jeg fat i bogprojektet igen, men aldrig helhjertet eller med en klar deadline.
I 2023 var jeg travlt optaget af min forretning. Jeg havde masser af bøger mellem hænderne – bare ikke min egen. Og da det gik op for mig i slutningen af året, at der var gået et år, uden at jeg kommet videre med min bog, traf jeg en beslutning: 2024 skulle være året, hvor jeg gjorde den færdig.
At forpligte sig til at skrive
For at prioritere skrivningen skruede jeg ned for andre opgaver i januar og februar 2024. Jeg begyndte med at få et godt overblik. Jeg fik styr på mit budskab, hvem jeg gerne ville have til at læse bogen, og hvordan den skulle struktureres. Og så ryddede jeg op i mine tekster. Der var meget, der skulle omskrives og slettes. Sådan er det, når man starter så åbent, som jeg gjorde. Og det er derfor, jeg til enhver tid anbefaler alle (andre!) at starte med budskab, læser og struktur, inden man kommer for langt i skriveprocessen. Man sparer rigtig meget tid på redigering på den måde! Tro mig, jeg ved det!
Jeg skrev på livet løs med målet om at have et første udkast klar 1. marts, og efterhånden begyndte jeg at kunne se konturerne af en halvfærdig bog, og jeg nåede mit mål. Men der var stadig behov for meget redigering, inden manukriptet var helt klar.
Af økonomiske årsager var jeg nødt til at tage flere andre opgaver ind igen, så arbejdet med at forfine manuskriptet gik langsommere. Men stille og roligt gennemredigerede jeg hen over foråret ved siden af mine andre forpligtelser.
Redigering og omskrivning
Da sommeren kom, var jeg klar til at få friske øjne på manuskriptet. Jeg allierede mig med en dygtig redaktør, som gav mig værdifuld feedback – inklusiv et forslag om en større strukturel ændring, som jeg var helt enig i. Alligevel tog det lidt pusten fra mig at skulle lave så omfattende en redigering – og jeg tænkte på alle de gange, jeg selv har udsat forfattere for netop det!
Men da jeg fik taget mig sammen, gik det faktisk rigtig godt, for det var tydeligt, at det var lige præcis det, manuskriptet manglede. Og lige inden nytår stod jeg endelig med et manuskript, jeg selv var tilfreds med, og som jeg var klar til at dele med andre.
Mødet med de første læsere
Det næste skridt var at lade andre læse med. Først mine nærmeste – det var trygt at vide, at de ville bakke mig op og være nænsomme med feedbacken. Herefter sendte jeg bogen til fire betalæsere fra målgruppen, som jeg bad om at give feedback ud fra konkrete spørgsmål, jeg havde stillet dem.
Betalæsning kan være en nervepirrende oplevelse. Det er første gang, bogen bliver læst af rigtige læsere, og man beder dem ovenikøbet om at være kritiske. Det kan føles voldsomt. Men det er også en gave. Heldigvis var mine betalæsere både konstruktive og begejstrede, og det var en fantastisk måde at teste bogen, inden jeg endeligt skulle beslutte mig for, hvordan den skulle udgives. Og de overvejelser fortæller jeg om, i den næste blog i serien.
Konklusionen på min skriveproces er, at jeg i hvert fald har taget mig rigelig tid til at skrive min bog om at have tid nok. Næste gang vælger jeg den noget mere strukturerede tilgang, jeg også hjælper mine kunder med! Med styr på budskab, læser og struktur fra starten og med klare deadlines og prioriteret skrivetid.