Af Kristin Sørum, Forlaget Spitzen og Janni Pilgaard
Måske har du en spirende bogidé. Måske har du allerede skrevet lidt – eller endda meget – på din bog. Uanset hvor du er i processen, er én ting helt afgørende, hvis du vil lykkes med at skrive og udgive en bog: Du har brug for et overblik over alle trin i bogudgivelse. Her får du derfor en gennemgang af, hvad du skal være opmærksom på, når du vil selvudgive eller medudgive en bog, og en forklaring på, hvorfor det kan betale sig at afsætte tid til planlægningen.
Mens de fleste forfattere har en idé om, hvad de vil skrive, undervurderer mange den praktiske og mentale belastning, det er at holde styr på de mange steps i et bogprojekt. Det kan munde ud i, at du venter for længe med at tage stilling til de dele af processen, der kommer efter selve skrivningen, og du dermed løber ind i irriterende overraskelser og unødvendigt tidsforbrug. Det kan også betyde, at det kan være svært at komme i mål med manuskriptet, fordi det ikke er tydeligt for dig, hvad der skal ske med det, når det er færdigt.
Du behøver ikke at kende alle svarene på alt fra begyndelsen. Men det er en stor hjælp at vide, hvad du skal tage stilling til hvornår, og hvor du eventuelt har brug for hjælp.
De vigtigste steps i et bogprojekt
At skrive og udgive en bog er ikke én lang, lineær proces, men der er en række faser, du skal igennem. Her er en oversigt over de vigtigste trin, og hvad de kræver af dig som forfatter:
1. Idé
Den gode bog starter med en klar idé. Men det er ikke nok, at du synes, det er spændende. Du skal også vide, hvem bogen er til, og hvad den skal give dem. Mange bøger går i stå, fordi idéen ikke er tydelig nok fra starten. En måde at holde sig selv op på ideen med bogen kan være at lave en arbejdstitel (eventuelt med en undertitel), eller et udkast til en bagsidetekst.
2. Struktur
En stærk struktur giver dig retning, når du skriver. Det handler om at bryde stoffet ned i kapitler, finde en logisk rækkefølge og skabe overblik over indholdet, før du dykker ned i selve teksten. Manglende struktur giver enten mange omskrivninger undervejs eller en rodet færdig bog. Strukturen er bogens bærende skelet, og når den er på plads, er det nemmere at fylde ”kød” på manuskriptet.
3. Skriveproces
De fleste begynder med at skrive, når de får en idé. Men uden en plan for, hvordan du faktisk får skrevet, er det både svært at bevare motivationen og nå i mål. Derfor er det vigtigt at overveje, hvornår du vil skrive? Hvor meget? Og hvordan du holder dig selv til ilden? Og ikke mindst hvordan du sikrer, at du tager dig tid til at fortsætte, til du er færdig med dit manuskript. Lav skriveaftaler med dig selv, eller med andre i en skrivegruppe, og sæt det i din kalender. Sæt delmål for, hvor langt du vil nå med manuskriptet hver uge, og hvornår du skal være i mål med det første udkast til en færdig bog. Juster din plan undervejs, hvis den skrider (det kan jo ske).
4. Redigering
Når første udkast er færdigt, begynder arbejdet for alvor. Nu skal der skæres til, flyttes rundt, strammes op og tilføjes. Det er en fase, der kræver både kritisk sans, tålmodighed og overblik. I første omgang kan du selv redigere, men du får også brug for hjælp fra en skarp redaktør. Find en god redaktør som du svinger med, og aftal rammerne for et samarbejde. Nogle redaktører vil gerne blande sig meget, andre lidt, og som regel kan du vælge, hvor meget hjælp du vil betale for. Husk også at afstemme pris og leveringstid på redaktørens arbejde.
5. Betalæsere
Inden du trykker ’send’ til trykkeriet eller forlaget, er det en god idé at få målrettet feedback fra betalæsere fra din bogs målgruppe. Det kræver mod at dele din tekst, men det kan løfte din bog markant. Vælg mellem 2-5 betalæsere, og aftal en dato for, hvornår de skal komme med en tilbagemelding på bogen. Det er en god idé at give dem konkrete spørgsmål at forholde sig til. Husk at bed om en ærlig tilbagemelding, for det er her, du kan nå at justere de sidste detaljer.
6. Korrektur
Sproglige ”upsere” og slåfejl forstyrrer læsningen. En grundig korrektur er derfor afgørende for, at din bog fremstår professionel og troværdig. Men hvem skal læse korrekturen, hvad koster det, og hvor lang tid tager det? På samme måde som du afstemte samarbejdet med redaktøren, så er det en god ide at lave en skriftlig aftale med korrekturlæseren på deadline og pris for opgaven.
7. Opsætning
Når teksten er færdig, skal bogen pakkes ind. Opsætning handler om layout, typografi, billeder og figurer. Det er her, din bog får sit visuelle udtryk, og det betyder mere for læseoplevelsen, end du måske tror. Der findes mange designprogrammer og hurtige løsninger på grafisk layout af bøger, og igen kommer dette step an på dit budget og dine kompetencer. Måske også dine ambitioner for bogen. En professionel grafiker vil sørge for trykklare filer eller en valideret e-Pub, som kan være godt givet ud.
8. Tryk
Vil du udgive som e-bog, trykt bog eller begge dele? Skal din bog være hardback eller paperback? Hvor mange eksemplarer har du brug for? Det er valg, du skal træffe, før du står med bogen i hånden, og valgene påvirker både pris, kvalitet og leveringstid. Indhent gerne et par forskellige tryktilbud, inden du beslutter dig. De fleste trykkerier sender også gerne papirprøver og vejleder dig i dine valg.
9. Udgivelse
Nu skal din bog finde sine læsere. Vil du selv stå for udgivelsen, eller skal du gå efter et medudgiverforlag? Det er to forskellige processer, som har fordele og ulemper. Det er godt at kende mulighederne og de vilkår, der følger med, før du beslutter dig. Vigtige parametre når du skal vælge udgivelsesmodel er rettigheder, frihed, kontrol og royalties.
Vejen til en realistisk plan
Det kan føles overvældende at få styr på de mange trin, og det er heller ikke nødvendigt at vide alt fra starten. Et godt første skridt er at lave en grov plan for hele din bogproces, der giver dig overblik.
Mange bliver overraskede over, hvor meget ro og motivation der opstår, når de først har lagt en plan. Uvished og udsættelse kan være demotiverende, hvorimod en tydelig plan giver en følelse af retning og handlekraft.
I virkeligheden er det en form for forretningsplan, du skal lægge for din bog.
Planlæg dit bogprojekt med onlinekursus
Mens du ser halvanden times videogennemgang laver du en miniforretningsplan for din bog. Med vores hjælp, viden og guidning skaber du en oversigt, der giver dig overblik over:
- Hvad du selv har ressourcer og kompetencer til at stå for.
- Hvor du har brug for hjælp.
Hvor lang tid du skal sætte af til de forskellige steps i processen.
Onlinekurset er for dig, som ikke fra starten har et forlag i ryggen og gerne vil finde ud af, om du skal selvudgive (og hvordan) eller gå efter at udgive gennem et medudgiverforlag.
Når du har det fulde overblik over processen, ved du til enhver tid, hvad du skal i gang med, og du ved, hvornår du vil være i mål.