Til juni udgiver jeg min første fysiske bog i eget navn. “10 nøgler til et liv med tid nok”. Mens jeg skrev den, vidste jeg faktisk ikke, hvordan den skulle udgives. Jeg vidste bare, at den skulle udgives. Men skulle jeg selv udgive den? Skulle jeg betale mig fra hjælp hos et medudgiverforlag? Eller skulle jeg udgive på et traditionelt forlag?
Læs med her, hvor jeg fortæller om mine overvejelser frem mod beslutningen.
De traditionelle forlag
Midt i skriveprocessen sendte jeg et udkast og en pitch til et forlag, jeg tænkte, kunne være et godt match, hvis jeg skulle udgive via et forlag. Det var mest af alt en test: Kunne jeg se mig selv i et forlagssamarbejde?
Der gik et halvt år, før jeg fik svar. Et afslag. Men på det halve år havde min bog også udviklet sig så meget, at den bog, de sagde nej tak til, ikke længere fandtes. Og ærligt så føltes det ligegyldigt, da jeg på det tidspunkt havde opgivet nogensinde at få svar. Den proces gjorde heller ikke ligefrem forlagsvejen mere attraktiv. Det virkede som et meget ulige forhold at skulle forsøge at overbevise dem om at udgive min bog og vente uendeligt på responsen.
Da manuskriptet stod færdigt i januar 2025, var jeg mere end klar til at få bogen ud i verden. Jeg havde ikke lyst til at vente på, at et eventuelt forlag ville takke ja, og derfra bestemme tempoet i udgivelsen.
Alligevel sendte jeg det færdige manuskript til endnu et forlag – et, der er kendt for hurtig responstid. Jeg fik dog afslag efter en uge og kunne med det samme mærke, at det var en lettelse – nu kunne jeg komme videre.
Hvorfor ikke et traditionelt forlag?
Der er flere gode grunde til at udgive på et traditionelt forlag: Forlaget står for redaktion, layout, distribution og PR, og som forfatter slipper man for at betale for udgifterne til udgivelsen. For mange er det også et kvalitetsstempel at udgive på et traditionelt forlag.
Men der er også ulemper:
- Lange svartider (nogle forlag er måneder om at svare).
- Usikkerhed – man kan bruge et år på at vente blot for at få et afslag.
- Lav indtjening. Forlaget tager typisk 85 % af indtjeningen.
- Mistet kontrol over udgivelsestidspunkt og rettigheder.
Der findes stadig en lidt snobbet holdning om, at en bog kun er “rigtigt” udgivet, hvis den kommer fra et traditionelt forlag. Men i dag er der masser af kvalitetsbøger, der er selvudgivet eller udgivet via medudgiverforlag.
Jeg overvejede mest et traditionelt forlag på grund af deres distributionskanaler og markedsføring. Min største frygt var (og er), at jeg ikke vil få lavet nok PR selv.
Men i sidste ende vandt rebellen i mig. Jeg ville ikke vente eller tilpasse mig et forlags præmisser. Min bog var klar – og det var jeg også.
Hvorfor ikke ren selvudgivelse?
Jeg har valgt en medudgivelse på Forlaget Spitzen, som ejes af min gode samarbejdspartner Kristin Sørum, som jeg ofte samarbejder med om mine kunders bøger. Jeg kunne have udgivet selv på Forlaget Bøger&Balance, men jeg ønskede:
- Professionel hjælp til layout, tryk og distribution.
- En salgsplatform, hvor jeg kan sælge bøger løbende uden at skulle betale yderligere mellemled.
- En samarbejdspartner med helt styr på alle praktiske procedurer i bogudgivelse, så jeg ikke selv behøver vide alt.
Spitzen Publish var den perfekte mellemvej for mig: Jeg får den hjælp, jeg har brug for, men bevarer friheden og alle rettigheder til min bog.
Den perfekte løsning – for mig
Der er ikke én rigtig måde at udgive på. Men for denne bog, på dette tidspunkt, var det afgørende for mig at have fuld kontrol over udgivelsen.
Nu glæder jeg mig bare til, at 10 nøgler til et liv med tid nok snart lander i hænderne på læserne. I det næste indlæg i serien her, fortæller jeg om layout og tryk af bogen.
Læs også første del af serien: Fra idé til udgivet bog 1: Min skrive- og redigeringsproces