Sådan skrev Jannie sin personlige historie Balance marts 5, 2025

Sådan skrev Jannie sin personlige historie

Da Jannie fik konstateret brystkræft, begyndte hun at skrive dagbog om forløbet. Kort tid efter besluttede hun, at det skulle blive til en bog med hendes personlige historie, og vores samarbejde begyndte. Læs med her, hvor hun fortæller om bogen og processen.

Hvorfor valgte du at skrive din bog i dagbogsform?

Da jeg blev syg, kunne jeg kun finde erindringsfortællinger. Fandt jeg nogle brudstykker af dagbogsnotater fra brystkræft-ramte på f.eks instagram, åd jeg det hele råt. Jeg ønskede, at jeg kunne få den hele historie fra start til slut i en overskuelig helhed. Derfor valgte jeg at gøre det selv. Det var det, jeg selv manglede. Det betød så også, at jeg ikke havde kontrol over slutningen.

Hvad var din drivkraft til at skrive en så personlig bog?

Jeg ønskede virkelig selv at finde patientfortællinger og beretninger, som kunne give mig et billede af noget, jeg kunne spejle mig i.  Altså lige der hvor jeg stod i mit forløb. Velvidende at ingen kræftforløb er identiske. At skrive mine oplevelser ned gav også mulighed for at dissekere mine følelser og tanker i sådan en grad, at det virkede selvterapeutisk. Jo mere jeg skrev, jo mere overskud fik jeg. Skrivetrangen fik mig til at sagtne farten og give tid til refleksion og eftertænksomhed, og samtidig havde jeg et mål med at skrive.

Mærkede du nogle særlige udfordringer ved det at skrive en så personlig historie?

Udfordringen for mig var helt klart balancen i at være meget ærlig og personlig og stadig passe på mig selv. Det var svært for mig at gennemskue, hvordan jeg ville have det, når andre mennesker fik adgang til mit liv og min sårbarhed på den måde. Janni har været en vigtig bullshit detektor, da hun på følsom vis kunne give et praj om, hvordan jeg eventuelt kunne blive opfattet, eller give et modspørgsmål såsom: “jeg læser denne sætning og forstår det på denne her måde? Er det også det, du mener med den formulering, du har valgt.

Jannie Just Thomsen er uddannet socialpædagog, hun er gift og har tre sønner og bor på et landsted i Sønderjylland. "Det bliver en god dag" er hendes debutbog.

Hvorfor kontaktede du Janni for at få hjælp med din bog?

Da jeg tog kontakt til Janni, var jeg allerede i gang med at skrive på min historie. Jeg havde behov for instruktion til at strukturere indholdet og havde samtidig brug for hjælp til at lære at forfatte tekster i et varieret og godt sprog. Jeg tænkte, at en-til-en sparring kunne hjælpe mig til, hvordan sådan et manuskript kunne gribes an for både at lære, men også at komme i mål.

Hvordan er samarbejdet med Janni foregået?

Samarbejdet har fungeret rigtig godt. Alle møder har været onlinemøder. Da jeg blev præsenteret for den fremgangsmåde, var jeg lidt skeptisk, da jeg troede, at jeg ville misse noget ved ikke at mødes fysisk en gang imellem. Det viste sig at være en givende og effektiv måde at stemple ind og drøfte situationen løbende – hvor er vi, og hvad er næste træk i bogskrivningsprocessen.

Da jeg har været helt grøn i manuskripter, har det været givtigt, at Janni har sat dagsordenen, stillet mig opgaver og deadlines undervejs og fulgt op på det sammen med mig.

Janni har også et bredt netværk af samarbejdspartnere og en erfaring, som har kunnet tydeliggøre forskellige muligheder for udgivelse.

Hvad synes du generelt om dit samarbejde med Janni?

Jeg har nydt processen. Selvom det har været et personligt projekt, og historien på grund af sin udformning har skrevet sig selv, så har Janni hurtigt brugt vendingen “vi” i processen. At mærke, at jeg ikke stod alene, og at hun kunne tage mig i hånden, har simpelthen været så afgørende for, hvordan jeg er kommet i mål, og den følelse jeg står med her ved afslutningen.

Vil du anbefale Janni som redaktør til andre forfattere og hvorfor?

Janni har en særlig evne til at bidrage uden at præstere. Hvad jeg mener med det, er, at hun har en klog indsigt i at skubbe og trække i en sådan grad, at formatet forbliver mit eget, men samtidig sørger for, at jeg har fået fremhævet og beskrevet væsentlige pointer, der bidrager til historiens indhold og intention.

At have adgang til Jannis overblik i redigeringen har gjort min historie mere skarp og flydende. Jeg vil helt sikkert anbefale andre at kontakte Janni for eventuel coaching, redaktørarbejde, eller hvis man har brug for hjælp til at opstarte og komme i mål med sin skriveproces.

Vil du også have hjælp til at komme i mål med din bog, kan du se, hvad jeg tilbyder her.

Jannie Just Thomsen: “Det bliver en god dag”

“Det bliver en god dag” er Jannies personlige historie om et år med brystkræft ,skrevet undervejs, mens hun gennemgår forløbet. 

Vi kommer med hende ind i venteværelser, til lægekonsultationer, på operationslejet og til parykmageren, hvor hun med en fin balance mellem humor, håb og modløshed vidvier læseren i sine tanker og oplevelser i en hverdag flankeret af en alvorlig diagnose.

Find bogen her